I terapien er jeg meget opmærksom på at skabe et trygt og roligt rum med plads til, at alt kan udfolde sig præcis i det tempo som det skal. Det betyder, at jeg er meget optaget af, at relationen mellem klienten og jeg kan udvikle sig langsomt og sikkert og på den måde blive fundamentet for, at klienten i tråd med det kan mærke og møde sig selv, som han/hun er med HELE sig.
Det åbner for, at vi sammen kan være nysgerrige og undersøgende på de problematikker, som du som klient oplever fylder i hverdagen. Det er min erfaring, at klienter kommer med et synligt problem, som spænder ben for deres livsudfoldelse på mange måder, men det er ofte, at roden til problemet også viser sig et helt andet ”usynligt” sted.
Rødder har det som bekendt med at være forgrenede, hvilket øger kompleksiteten. Det tager tid og nænsomhed at møde det ”felt”. Jeg skaber et kærligt, nænsomt og tillidsfuldt rum, hvor jeg gør brug af kreative metoder bl.a tegneterapi, drømmearbejde, krops - og energiarbejde og meget andet for at favne og åbne op for den kompleksitet i et fællesskab. Det øger muligheden for at få finde roden og vigtigst af alt at lære at møde den nysgerrigt og med accept.
Jeg brænder specielt for området traumeterapi, og har derfor valgt at specialisere mig indenfor dette felt. Jeg er for nuværende igang med en efteruddannelse i traumeterapi ved Traumeheling.dk. Uddannelsen er oplevelses- og kropsligt orienteret og går derfor rigtig godt i spænd med den integrative og neuroaffektive tilgang, som jeg er uddannet i fra Tobiasskolen.
Ring gerne til en uforpligtende snak.